Ordet hypnose stammer fra det græske hypnos, som betyder søvn. I den græske mytologi var Hypnos således søvnens gud. Men hypnose er ikke søvn. Om end det på nogle punkter godt kan minde om søvn.
I virkeligheden er hypnose en bevidsthedstilstand der er kendetegnet ved en dyb mental afslapning. Det er en velkendt tilstand – faktisk oplever vi den jævnligt i vores dagligdag. Du har måske oplevet at køre den samme strækning uge ud og uge ind, for en dag at stå foran din hoveddør og spørge dig selv hvordan du mon var havnet der. Eller du har ladet tankerne vandre mens du stirrede ind i et bål. I folkemunde kalder vi det for ”at falde i staver” eller ”at dagdrømme”. Med et mere fint ord kaldes det spontan trance: det handler nemlig om spontant at få forbindelse til det underbevidste.
En hypnoterapeut er i stand til at guide dig ind i den hypnotiske tilstand. Det er en afslappet, men fokuseret tilstand. Dine sanser er væsentligt skærpet, så du i meget højere grad er modtagelig over for forslag, og din forestillingsevne er ligeledes helt i top.